Og Steen Gade kunne ikke have fanget ånden i lokalet bedre, da han onsdag formiddag præsenterede Anne Borch Paulin for de teknisk funderede blikke i Fællessalen på Christiansborg:

“Velkommen i den her lidt nørdede forsamling.”

Anderledes kan det heller ikke være, når Foreningen af Danske Kraftvarmeværker slår dørene op til den traditionsrige energipolitiske åbningsdebat i dagene efter Folketingets åbning. Og der var også en sær fornemmelse af hjemvendthed over debatten og ikke mindst de ansigter, som besatte talerstolene og de tykpolstrede tilhørerrækker i Fællessalens brune træunivers.

Efter ni år som nichejournalist på Ingeniøren og Altinget med fokus på forsyningssektoren og grøn omstilling har jeg tilbragt så mange morgener og eftermiddage i selskab med lunken kaffe og oxyderede ostemadder, at de for længst er flydt sammen til ét fælles minde. Jeg vil ikke lyve og påstå, at jeg altid har følt mig lige underholdt, men når man først har mærket den faglige tyngde og journalistiske eksklusivitet ved at grave sig dybt ned i et hjørne af samfundet, bliver det en nørdet rus, som er svær at slippe. (Og det er også derfor, at mange journalistiske generalister føler sig forvirrede og identitetsløse, når de ikke kan pege på, hvad der adskiller dem fra mængden).

Men som det har åbenbaret sig over det sidste halve år, er det en fortælling i frit fald. Og heldigvis for det: Nye aktører med nye budskaber – og så naturligvis alle de gamle, som har skyndt sig at svøbe sig i tidens nye grønnere klæder – er marcheret ind på banen. (Og dem kan du i øvrigt møde næste uge på denne blog).

Energipolitik er ikke længere et ærinde for de få: Nørderne, fløjsbukserne, hønsestrikken, eksperterne og de posede jakkesæt. Nu kan alle være med: Vi ser det på Rådhuspladsen, når folkeskoleelever med hjemmemalede skilte kræver politisk forandring – og skaber dønninger helt ind i hjertet af centraladministrationen. Og vi ser det, når virksomheder og pensionskasser proklamerer, at de også vil lege med – og hyldes af medier og politikere for endelig at melde sig i kampen.

Al dette er positivt. Nødvendigt.

Men det ændrer ikke på den nostalgiske glæde ved at se Steen Gade korrekse Thomas Danielsen (V) og Ida Aukens (R) sprogbrug, mens Lars Chr. Lilleholt (V), Martin Lidegaard (R) og Henrik Høegh alle lister omkring i baggrunden – afventende deres tur til at kaste sig ind i debatten.

Temaet for årets debat var FN’s verdensmål og konsekvenserne af sommerens klimavalg. To emner, hvis aktualitet blandt andet kunne aflæses ved, at den regnbuefarvede FN-nål var at finde på en pæn andel af kraftvarmegæsternes reverser, mens en enkelt konsulent valgte at fejre dagen med at møde op i en grøn jakke.

Og hvad lærte vi så? Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg kun var med de tre første timer af onsdagen, men her så flere interessante pointer, budskaber og observationer dagens lys:

Engang var det ikke svært at se forskel på de blå og røde partier. Eller de sorte og grønne. Grænsen var trukket i de traditionelle værdier, som tillod politikerne at markere sig som idealister eller realister. Man var aldrig i tvivl om, at Alternativet og Socialdemokratiet ville klimaet mere end Dansk Folkeparti og Venstre. Tale og handling afslørede dem.

Da Venstre tilbageerobrede magten i 2015, gjorde Lars Chr. Lilleholt sig til bannerføre for den grønne realisme. En politisk eufimisme for, at klimaet ikke skulle plejes på bekostning af erhvervslivet. Alternativet stod ude i skoven og råbte om op skyhøje begrænsninger på C02-udledningen, mens DF flirtede med tanken om, at klimaproblemerne måske ikke havde så meget med menneskets ageren at gøre.

Fire år senere abonnerer DF på venstrefløjens klimamål – ganske vist ud fra betragtningen om, at det ikke længere nytter at kæmpe imod, og så hellere bekæmpe tosserierne indefra (ligesom i EU), men ikke desto mindre bakker man officielt op. Andre steder i spalterne turnerer Søren Pape Poulsen med ønsket om, at klimakampen skal være det nye samlende projekt i blå blok.

Men som de sad side om side i panelet i Fællessalen var der ingen tvivl om, at Ida Auken og Thomas Danielsen var uenige. Rygende uenige. Og at Radikale og Venstre er meget langt fra hinanden på klimapolitikken.

Jeg har sjældent set Ida Auken skule så olmt, som da Thomas Danielsen forklarede, hvorfor de verserende forhandlinger om klimaloven “var som at være sendt tilbage på skolebænken”.

Han beskrev processen som en diffus afledningsmanøvre uden konkret udmøntning. Hvorfor ikke droppe al snakken om mål og i stedet kigge på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre. Hvilke teknologier har vi til rådighed, hvor langt kan de bringe os, og så definerer målene bagefter. Eller med andre ord: Sådan som man plejer at lave politik.

Men det ville Ida Auken ikke høre tale om. Og mest af alt var hun træt af, at han konstant stikker en offentlig kæp i hjulet på de ellers gode forhandlinger, når han ikke engang gider at dukke op til møderne.

Herefter fulgte en ophedet debat om forskellen på retmæssigt og uretmæssigt fravær (uden at få detaljerne forklaret lød det til, at Thomas Danielsens søn har været syg eller ude for en ulykke), hvilket til sidst fik SF’s pensionerede klimakæmper Steen Gade, som var sat til at styre debatten, til at lukke munden på dem begge med den faderlige reprimande: “Det der gider vi ikke høre på!”

Foto: Kris Vetter

Lars Chr. Lilleholt har som taler aldrig været typen, der holder salen i sin hule hånd. Hvorvidt det skyldes ydmyghed ved eller modvilje imod at være i offentlighedens søgelys, skal jeg ikke gøre mig klog på, men flere gange har jeg siddet tilbage med en følelse af, at det helst bare skulle overstås.

En flink og behagelig mand – det er alle enige om, men ikke nogen stor taler. Netop derfor var det positivt overraskende, at han i debatten med Martin Lidegaard leverede en række interessante synspunkter.

Eksempelvis roste han Radikale for at have skubbet på for højere investeringer i grøn teknologi, end Venstre selv har ønsket.

“Når man kigger tilbage på investeringer i eksempelvis vindenergi, må man sige, at vi som samfund har fået en god dividende,” sagde han.

Han modsagde også Thomas Danielsen, som ellers varetager Venstres interesser på klimaområdet, ved at forklare, at han ikke mente, at der er noget problem ved at sætte et ambitiøst mål og så definere virkemidlerne undervejs.

Og slutteligt argumenterede han for, at energiafgifterne godt kunne bruge en større overhaling.

“Der er brug for en reform af hele afgiftssystemet,” sagde han og skyndte sig at tilføje, at det naturligvis ikke er noget, som han har fået politisk mandat til at mene.

“Mange afgifter i fjernvarmesektoren er tudetossede. Afgifter på for eksempelvis overskudsvarme betyder, at vi ikke udnytter ressourcerne fornuftigt, fordi skattemyndighederne spænder ben. Her er der brug for, at brancheorganisationerne lægger større pres på os som politikere,” sagde han.

Klapsalverne var så store, at selv manden, der havde slumret den sidste halve time på rækken bag mig, vågnede med et sæt. Men ingen spurgte, hvorfor Lilleholt ikke selv havde addresseret problemet i løbet af sine fire år ved magten.

Et lettelsens suk spredte sig på tværs af landets små 500 fjernvarmeværker, da Dan Jørgensen kort efter sin tiltræden som klimaminister proklamerede, at fremtiden ville byde på mindre McKinsey og mere Concito.

Alligevel fandt man et punkt på åbningsdebattens dagsorden med overskriften: Er fleksibel regulering og øget konkurrenceudsættelse en vej frem?

Og måske det var profetisk: Tirsdag præsenterede regeringen nemlig sit lovkatalog for den kommende sæson, og her kunne fjernvarmesektoren læse, at der i slutningen af februar fremsættes en lovændring, som skal indføre en ny økonomisk regulering af fjernvarmesektoren.

En lovændring, som kan spores tilbage til en politisk aftale foranstaltet af den tidligere regering. Og dermed er der med direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensens ord “grund til at frygte McKinsey-tilstande”.

“På baggrund af statsministerens åbningstale om mindre kontrol, mere tillid og ud med New Public Management er vi meget overraskede over, at systemet alligevel har rullet et lovprogram ud, der handler om det stik modsatte. Nemlig mere bureaukrati, mere kontrol og mindre tillid,” siger han til EnergiWatch.

Helt så konkret var frygten ikke på selve konferencen.

Finn Lauritzen, som udover at bære dagens grønneste jakke også er direktør i Lauritzen Consulting, argumenterede med afsæt i en rapport, som han sidste år lavede for Cepos for, at fjernvarmeselskaberne kan vælge mellem to typer regulering: Enten er man omkostningsdækket eller også gevinstmaksimeret.

Et omkostningsdækket selskab frasiger sig retten til at få forrentet sin indskuds- eller anlægskapital og til at modtage udbytte, men får dækket faktiske omkostninger på lån. Gevinstmaksimerende selskaber forpligter sig til større effektiviseringer, men kan til gengæld beholde en del af gevinsten. Det skal gøre op med den nuværende regulering, som gør det muligt at jagte økonomiske eventyr og samtidig være dækket ind på kerneforretningen.

Debatten blev dog ikke fulgt til dørs og ebbede i stedet ud i betragtninger om, at en opgradering af elnettet kan blive for dyr, og at forbrugerejede forsyningsselskaber som Seas-NVE kan vokse sig så store, at de ikke længere er i kontakt med rødderne.

Og Anne Borch Paulin?

Hun overlevede sit første møde med nørderne uden dog at efterlade sig varige indtryk. Men noget siger mig, at hun nok skal få en chance til.