Måske du også har bidt mærke i de besynderlige køer, der slanger sig ud af hovedstadens få tilbageblevne malerbutikker.

Hver morgen de sidste fire år har jeg passeret et forarmet eksemplar i den københavnske sydhavn. To gange har jeg haft plastikken op ad lommen: Først var min støvkost knækket; siden tiggede min datter sig til en æske heksehyl.

Men oftest har jeg etableret øjenkontakt med ejeren i min febrilske trampen i pedalerne i forsøget på at nå arbejdet i nogenlunde tid, mens han har fordrevet ventetiden med en afslappet smøg foran butikken. Jeg har haft ondt af ham, men ikke længere: Nu vælterne kunderne ind.

Det mærkelige er, at det er mænd i jakkesæt og ikke overalls, der stimler sammen på fortovet på Hammelstrupvej først på formiddagen. Enkelte kvinder er også iblandt: Men ikke i praktiske sikkerhedssko, men derimod skrøbelige stiletter.

Jeg har forgæves forsøgt at skabe mening i virvaret. Og sidste uge lykkedes det så, da Dansk Industri inviterede til årsmøde i DR’s koncerthus på Amager.

Jeg har besøgt en del events i DI-regi og har lært, at man altid skal være i god tid, så man kan nå at gå på opdagelse i buffeten. Temaet for årets industrielle topmøde er klima: Og hvorfor ikke? Det er på alles læber, og med Mette Frederiksen på talerstolen er man garanteret en habil repræsentation fra klumpen af Christiansborg-journalister.

Jeg ser ingen skilte, der belærer mig om klimavenligheden af kyllingen, kartoflerne og de stegte sild wrappet i, hvad der minder om opblødte rejechips. Og i presseburet, som vitterlig er designet som et bur med et gigantisk vinduesparti bagerst i DR’s grandiose foyer, gør klumpen sig allerede muntre tanker om, hvorvidt tykkelsen på DI’s rapport og mængden af bestikkelsesvenligt blandt selv-slik mon fremmer den grønne omstilling.

Rapporten på 120 sider omkransende 150 forslag til, hvordan erhvervslivet kan sikre vores børn en klode, når de engang skal på pension, er årsagen til, at vi alle er samlet.

Nu melder de store spillere sig for alvor i klimakampen, kunne TV 2’s sene nyheder aftenen før fortælle, mens jeg delte en falafel (selv om jeg til enhver tid vil mene, at man ikke bør dele et pitabrød) og en bakke pomfritter med min kæreste på Pasha Kebab på Enghavevej.

Og midt i det hele dukker Søren Pape Poulsen op på skærmen: Han er nu også klar til at støtte aktivisternes engang radikale krav om at fremtidssikre kloden. Dog med den tilføjelse, at ambitionerne hverken må begrænse væksten eller jobskabelsen.

Men det er heller ikke noget problem, forsikrer administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen, da Pape og resten af pingerne har ladet sig fragte af rulletrapperne fra foyeren til de polstrede sæder i koncertsalen.

Faktisk forholder det sig så heldigt, at DI’s plan vil skabe 120.000 nye job, øge velstanden med 110 milliarder kroner og samtidig sænke Danmarks CO2-udledning med 65 procent inden 2030 – de sidste fem procent er ikke omfattet af planen, men mon ikke der dukker en løsning op?

En ensom cello skærer sig igennem den småsnakkede koncertsal. Hurtigt sænker tavsheden sig, men på de blå skærme for enden af jakkeærmerne og de funklende armkæder lever dialogen lystigt videre. Men snart udvikler det musikalske indslag sig til en symfonisk medley af protestsange fra 70’erne og 80’erne med salige Laura fra X Factor i koret og roterende jordkloder på storskærmen.

Og for at skabe illusionen af, at det her ikke bare er endnu en mulighed for erhvervslivets spidser for at pleje deres bredt forgrenede netværk, men et vækkelseskald for virksomhederne, træder aktivister i sorte blonder og festkjoler ud blandt stolerækkerne med fortrykte skilte, som skal ruske os vågne fra tornerosesøvnen.

Talerækken er lang: Men for at gøre det let for den fjerde statsmagt, som i øvrigt vælger at blive frivilligt siddende i abeburet det meste af dagen – det er det nemmeste, når det skal gå stærkt – har de koordineret budskaberne.

Mette Frederiksen ridser udfordringerne op: Det er nu eller aldrig. Tak til ungdommen for at vække os. Nu skal de voksne på banen og vise, at vi kan klare opgaven. Heldigvis kan vi klare det. Endda til gavn for erhvervslivet på den ene betingelse, at det ikke må få uligheden til at stige.

Og det kan Lars Sandahl Sørensen godt skrive under på. Der er lige et par pointer vedrørende topskat, bilafgifter og kontanthjælpsmodtagere, som kan afføde kurre på tråden, men det er der ingen grund til at tale om tirsdag i DR. Hovedbudskabet er, at den grønne omstilling er en kæmpe mulighed for Danmark. Og hvem elsker ikke den slags.

Troels Lund Poulsen, der er hidkaldt for at udfylde det kortvarige magtvakuum i Venstre, er mere tøvende: Han gentager nogle budskaber om arveafgiften og problemerne med at rejse kapital til grønne startups, men ikke nok til at ødelægge den gode stemning.

Og så dagens nyhed: En såkaldt klimaalliance mellem Dansk Industri og Dansk Energi, som skal bruge de næste to år på at afsøge bud på, hvordan Danmark kan udvikle nye klimaløsninger.

Baseret på mængden af hilsner fra scenen ud til ministre og partiledere lader halvdelen af regeringen til at være mødt op for at prøvespise årets buffet. Men ikke alle får lov at gå scenen: Dan Jørgensen lægger ansigtet i de karakteristiske bekymrede folder, da han fortæller os, at der kommer til at være betragtelige initielle investeringer, men at den grønne omstilling på sigt vil blive en fordel for alle.

Og så er vi tilbage ved de endeløse køer ud af storbyens malerforretninger. Og ve den arme maler, som havde fået en hasteopgave sidste tirsdag på Amager.

Jeg husker, da jeg tilbage i marts første gang mødte Rune Baastrup, som fortalte, at han og en række andre aktivister ville gøre sommerens folketingsvalg til et klimavalg. Jeg forlod deres kontor den aften på Østerbro i silende regn med overbevisningen om, at det aldrig ville lykkes. Eller som Rune Baastrups selv formulerede det i Altinget:

“Jeg bliver snart 40 år. Og der har ikke været et grønt valg i min levetid. Det hele drukner i udlændinge, hospitaler, plejehjem og strukturelle bortforklaringer. Og ja, de andre emner er også vigtige, men det ændrer ikke på, at en løssluppen global opvarmning truer vores fremtidige eksistens. Og det forhold skinner slet ikke igennem i den måde, som vi taler om politik på i dag.”

Og spring så et sølle halvt år frem i tiden og det fremstår som om, at der aldrig har været en modsætning mellem at redde verden og fylde ordrebøgerne.

Alle har ret til at sige, at de er blevet klogere. At de engang tog fejl, men nu er søgt ind på rette kurs. Hvis de ellers mener, at den nye kurs er den rette. Eller måske snarere den i øjeblikket mest opportune.

Når DI og Lars Sandahl Sørensen præsenterer deres plan som den naturligste konsekvens af de digre advarsler fra IPCC, er det svært at tage dem alvorligt.

Hvis der ikke er nogen modsætning mellem grøn vækst og generel velgørenhed, hvorfor har I så ikke sat ind for længst? Hvorfor har I ikke åndet den tidligere regering i nakken, da den tilbage i 2015 forsøgte at gøre grøn realisme til det nye dogme?

Graver man i internettets annaler finder man eksempelvis denne artikel fra 2015, som fortæller, at “Erhvervslivet blåstempler Venstres klimaopgør”.

Og hvor DI lader sig citere for, at man aldrig har støttet den tidligere regerings 2020-klimamål. Alene to ting skal styre den danske klimakamp: Energiaftalen fra 2012 og hensynet til de regninger, som klimaindsatsen udskriver til virksomhederne.

“Det er helt afgørende, at den danske klimaindsats ikke står i modsætning til virksomhedernes konkurrenceevne og skabelsen af nye arbejdspladser og vækst,” sagde branchedirektør i DI Energi dengang til Finans.

En anden mærkesag fra Lars Løkke Rasmussens anden og sidste regeringstid var disruption. Danmark skulle hjælpes forlæns ind i fremtiden, som han yndede at formulere det. Og snart stimlede erhvervslivets spidser sammen til stuvende fulde forsamlinger om fremtidens fagre nye teknologiske verden.

I dag taler ingen længere om disruption. Brian Mikkelsen er afløst af først Rasmus Jarlov og siden Simon Kollerup, som ikke lader til at vise synderlig interesse for nymodens teknologi.

Og i erhvervslivet er slipsenålen, som dokumenterede, at man havde været på skolebænken hos Singularity University i Californien, nu skiftet ud med den cirkelformede, regnbuefarvede nål, som viser, at man støtter helhjertet op om FN’s 17 verdensmål.

Før frygtede vi at miste arbejdspladser. Nu frygter vi at miste verden.

Men så længe politikerne og erhvervslivet ikke mister evnen til at tilpasse sig tidens skiftende modeluner, vil der være kø i malerforretningen i en rum tid endnu.